AGF tabte endnu et opgør
Nedrykningsstregen rykker tættere på
31. mar 2014, kl. 21:03
Mere end 30 dage gammel
AGF led endnu et skuffende nederlag, da holdet her til aften gæstede Farum Park.
Det var ellers en kamp, som kunne sende aarhusianerne et stykke op i tabellen, men målene udeblev, og det samme gjorde chancerne.
Det blev FC Nordsjællands angriber Nicolai Stokholm, som afgjorde kampen i 68. minut med scoringen til 1-0.
Stillingen blev nemlig kampens endelige resultat, og AGF kunne derfor køre slukøret tilbage til Aarhus med endnu et nederlag i bagagen.
I sidste uge tabte holdet hele 0-3 til Esbjerg fB på hjemmebane.
AGF har efter to nederlag i træk kun tre point ned til nedrykningsstregen. Holdet ligger lige nu på en samlet ottendeplads i Superligaen, som fortsat er meget tæt.