Ingen europæiske kampe til AGF: Taber 1-4 til FCK i Parken

FC København havde ingen problemer med at nedlægge AGF og er nu klar til Europa League-kvalifikationen

Martin Spelmann (t.h.) var tilbage AGF's startopstilling. Her ses han i en duel med FCK's Rasmus Falk. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

AGF skal ikke spille europæisk fodbold i næste sæson. 

Det stod klart, da FCK fredag besejrede AGF 4-1 hjemme i Telia Parken i Alka Superligaens finalekamp om en plads i kvalifikationen til Europa League i næste sæson. 

Læs også Minut for minut: AGF taber stort til FCK i Parken

Med sejren redder FCK noget af æren efter en skidt sæson, mens AGF omvendt kun skal koncentrere sig om de hjemlige turneringer efter sommerpausen. 

FCK bragte sig foran efter få minutters spil. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Trods kampens betydning var der ikke tegn på nerver i opgørets indledning, hvor begge hold spillede friskt til.

Det gav pote for hjemmeholdet allerede efter ti minutter, da angriberen Federico Santander opsnappede en returbold i feltet og gjorde det til 1-0 til FCK. 

Selv om AGF’s Jens Stage tre minutter senere fik udlignet fra en tvivlsom offsideposition, var det FCK, som styrede kampen.

AGF fik hurtigt svaret igen. Kort efter FCK's 1-0-mål lå bolden i nettet i den anden ende af banen. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

FCK sværmede om AGF-feltet

Hjemmeholdet sværmede om AGF-feltet og spillede sig frem til flere store chancer. 

Derfor var det også fortjent, da FCK’s Erik Johansson efter 23 minutter headede et hjørnespark i mål til 2-1 efter skidt opdækning af AGF-forsvaret.

FCK var i kontrol og blev kun få gange truet af AGF.

Helt efter spil og chancer gjorde Peter Ankersen det seks minutter efter pausen til 3-1 med et velplaceret skud.

Et kvarter før til lukkede Viktor Fischer opgøret til 4-1, og det tog den sidste luft ud af et godt kæmpende AGF-hold. 

Dermed snuppede københavnerne den vigtige sejr og en plads i Europa League-kvalifikationen.

Næste sæson bliver den 18. sæson på stribe med europæisk fodbold for FCK.

FCK-AGF 4-1 (2-1)

1-0 Frederico Santander
1-1 Jens Stage
2-1 Erik Johansson
3-1 Peter Ankersen
4-1 Viktor Fischer

Tilskuere: 16.379