AGF-svømmere satte personlige rekorder
To AGF-svømmere satte personlige rekorder på førstedagen af det europæiske topstævne Dutch Open i Holland.
AGF-svømmerne Anja Olsen og Pernille Larsen satte torsdag personlige rekorder på henholdsvis 200 meter crawl og 100 meter rygsvømning ved det europæiske topstævne Dutch Open i Eindhoven Holland.
Derudover tangerede AGF-svømmer Marie Sander sin personlige rekord på distancen 200 meter butterfly.
Og godt nok resulterede de flotte præstationer i det hollandske klorvand ikke i podiepladser og medaljer, men ifølge AGF-cheftræner Niels-Jørgen Jørgensen var der stadig store perspektiver i førstedagens resultater.
- For Pernilles vedkommende er det jo helt afgørende, at hendes tid ikke kun er en personlig rekord. Hendes tid medvirker jo også til, at hun er den allerførste danske juniorsvømmer overhovedet, der er kvalificeret til Europæiske Junior Mesterskaber, siger han i en pressemeddelelse.