AGF-spiller klar til landsholdet
God superliga-start belønner sig
Da AGF-profilen, Casper Sloth, i dag sad og så Morten Olsens landsholdsudtagelse på tv, fik han sig en glædelig overraskelse.
Den 21-årige midtbanespiller er nemlig tilbage på A-landshold efter næsten et halvt år ude i kulden.
- Det er jeg da selvfølgelig glad for. Det er altid noget man går efter, så det er jo dejligt, når det lykkes, siger Casper Sloth til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Casper Sloth har fået en glimrende start på den nye Superliga-sæson med to mål i tre kampe for AGF. Og hele holdets form har været med til at bringe ham tættere på sin tredje landskamp.
- Vi havde ikke et godt forår, men jeg blev udtaget alligevel. Jeg blev så ikke udtaget sidste gang, og set i bakspejlet, var det nok også meget godt. (Danmark tabte sin seneste landskamp med 4-0 til Armenien, red.)
- Nu er vi inde i en god periode igen, så det har jo også gjort det nemmere for mig.
Casper Sloth fik sin landsholdsdebut mod Tyrkiet i november sidste år.
Også den tidligere AGF-spiller Leon Andreasen er blevet udtaget til landsholdet.