AGF smed føring væk i overtid
AGF tabte føring i overtid mod Sønderjyske
AGF kunne mandag aften have hentet stor skalp, men aarhusianerne smed en 1-0-føring i overtiden mod Sønderjyske, som fik fremtvunget 1-1. Det skriver Ritzau.
Dermed missede AGF at rykke op på medaljepladserne i Superligaen. Den indskiftede Sønderjyske-angriber Kenneth Fabricius scorede til 1-1 fire minutter inde i dommerens tillægstid. Oplægget kom fra angrebsmakkeren Quincy Antipas.
Det var skuffende for AGF, som meget længe lignede en vinder
af kampen. Aron Johannsson lignede lige så længe en matchvinder, da islændingen med sit første sæsonmål bragte AGF foran 1-0 efter et kvarters spil. Og det skete efter et lidt spøjst oplæg.
Søren Larsen lossede bolden væk fra eget felt, og den clearing endte som en friløber til angrebsmakkeren Aron Johannsson, der ikke svigtede alene med Sønderjyske-keeper Nathan Coe.
Missede chancer
Sønderjyske havde også sine chancer for at score i første halvleg, men hverken Eyjolfur Hedinsson eller Quincy Antipas var skarpe nok, og de fik begge afsluttet lige på AGF-målmand Steffen Rasmussen.
Sønderjyske trak med det ene point en smule væk fra i bunden
af ligaen, men holdet har dog stadig kun syv point ned til Lyngby, der ligger under nedrykningsstregen.
Med to tabte point missede AGF muligheden for at rykke forbi FC Midtjylland og op på tredjepladsen i Superligaen. AGF har på fjerdepladsen 25 point efter 15 spillerunder, 10 point færre end førerholdet, FC København.