AGF smadrer AC Horsens efter fem vanvidsminutter

Aarhusianerne udraderede fredag aften AC Horsens med hele 5-1. Sejren blev grundlagt på fem vanvittige minutter i slutningen af første halvleg

Foto: Frank Cilius - Scanpix

Foto: Frank Cilius - Scanpix

Foto: Frank Cilius - Scanpix

1 af 3

Nogle kampe har det med at eksplodere, når først der prikkes hul på målbylden. Sådan en kamp var opgøret mellem AC Horsens og AGF på CASA Arena.

De første 38 minutter var uden nævneværdige højdepunkter, men derefter blev der ellers åbnet for godteposen.

Gæsternes Mustafa Amini tager et træk ude på højrekanten, spiller den til Martin Spellmann, der med en god førsteberøring sender den videre til en fremadstormende Bjørn Daniel Sverrisson, og han banker bolden ind bag Nicklas Dannevang til 1-0. 

Læs også AGF-direktør er træt af tom snak og vil se resultater

Mens Dannevang ikke kunne gøre noget ved målet til 1-0, er han ikke helt så uskyldig tre minutter senere. Martin Spellmann trykker af fra kanten af feltet, Horsens-målmanden får handskerne på, men får samtidig serveret den til Morten ’Duncan’ Rasmussen, der nemt kan prikke 2-0 målet ind.

Blot halvandet minut mere skulle der gå, før det tætpakkede og højlydte udebaneafsnit endnu en gang kunne gå amok i jubel. Mustafa Amini modtager bolden, og så trykker den vævre australier, der ellers har fristet en anonym tilværelse de første 44 minutter, til bolden. Den stryger direkte ned i det ene målhjørne, og så er de ellers dømt krisemøde for hjemmeholdet. 

Læs også AGF-forsvarer: Vi skal snakke noget mere på banen

Mens AGF’erne jubler, samles AC Horsenss-spillerne rundkreds på midten af deres egen halvdel for at få styr på tropperne efter fem forfærdelige minutter.

I begyndelsen af anden halvleg ser det ud til, at værterne har fået rettet op på defensiven efter krisemødet og sandsynligvis en dundertale fra Bo Henriksen i pausen.

Men efter tyve minutter af anden akt sender Jesper Juelsgård et frispark ind i feltet, der får lov at sejle hele vejen ind til ’Duncan’s støvle, og så kan han med sit andet mål gøre det til 4-0. 

Læs også Glen Riddersholm efterlyser kynisme og effektivitet

Horsens får dog en lille trøst to minutter efter, da netop indskiftede Kjartan Finbogasson kan score sit sjette sæsonmål, ved at sende bolden mellem benene på Alexandar Jovanovic fra tæt hold.

Men man skulle vist være mere end almindelig optimistisk for at tro, at De Gule kunne komme tilbage i opgøret.

Kaptajn ’Duncan’ fuldender nemlig sit hattrick med 13 minutter tilbage, da Mustafa Amini sender en pasning ind i feltet, og så kan aarhusianernes spydspids sende sit tredje mål i netmaskerne.

Og selvom kampens første 40 minutter kunne give det modsatte indtryk, så endte det med at i hvert fald gæsternes medrejsende fans havde en fest, der kunne konkurrere med den Vild med Dans-finale, der fandt sted i Forum Horsens,  en 40-50 meter fra grønsværen på CASA Arena.

AC Horsens - AGF 1-5

0-1: Bjørn Daniel Sverrisson (39.)
0-2: Morten 'Duncan' Rasmussen ('43.)
0-3: Mustafa Amini (44.)
0-4: Morten 'Duncan' Rasmussen (67.)
1-4: Kjartan Finnbogasson (69.)
1-5: Morten 'Duncan' Rasmussen (77.)

Tilskuere: 2.422