AGF skriver med 16-årig målmand
AGF har indgået en toårig ungdomskontrakt med Magnus Brøgger
Den kun 16-årige Magnus Brøgger spillede for under et år siden i den lille lokale klub Aabyhøj IF, men blev spottet af AGF, hvor han i sidste sæson stod for klubbens U17-hold.
Det har han gjort så godt, at klubben har valgt at belønne ham med en toårig ungdomskontrakt, oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
- Magnus har vist et utrolig højt niveau, og udover at være en god målmand gør han også en forskel i den gruppe, han er i, ved ikke bare at tage ansvar for sig selv, men også sine medspillere. Det bliver spændende at se, om han også kan tage de næste skridt, og vi glæder os meget til at udvikle videre på ham, siger talentchef Anders Madsen til AGF's hjemmeside.
Det var et kontrakttilbud, som hovedpersonen selv ikke havde set komme.
- Det er en stor oplevelse, og det er ikke noget, jeg lige havde regnet med. Det er under et år siden, at jeg spillede mesterrække i Aabyhøj, så det er gået stærkt, siger Magnus Brøgger.
Ambitionen er, at han efter de to år har bevist så meget, at han bliver belønnet med en seniorkontrakt.