AGF: Skal spille klogt mod FCK
Advarer holdkammerater mod at angribe hovedløst
AGF gæster FC København i weekendens topkamp i Superligaen, og oprykkerne går efter at drille de danske mestre.
AGF-spilleren Stephan Petersen advarer dog sine holdkammerater om at angribe københavnerne uden omtanke og taktisk kløgt, for så kan det let gå galt.
- Det værste, man kan gøre, er at tro, man bare kan angribe hovedløst. Vi skal spille klogt og vide, hvornår vi skal angribe, og hvornår vi skal blive tilbage.
- Vi ved, at de gerne vil angribe med deres backs, og der skal vi forsøge at slå til, siger Stephan Petersen til klubbens hjemmeside.
Sund portion respekt
Superligaens suveræne førerhold FC København har trods en del udskiftninger på holdet i forhold til sidste sæson hentet 28 ud af 30 mulige point i de 10 første ligakampe i denne sæson.
Det giver FCK et forspring på hele 10 point ned til forfølgerne, AGF og FC Midtjylland.
Stephan Petersen har derfor en sund portion respekt for FC København, men øjner også muligheder for et sultent AGF-mandskab.
- Vi ved, at det bliver en svær kamp mod et rigtig stærkt hold. Men vi har ikke rigtig noget at tabe, og jeg tror på, at vi kan få noget med hjem.
- Vi er ret godt kørende, og vi har en chance for at få point med hjem, siger den 25-årige kantspiller.
Tabte 0-5 til FCK
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller debuterede for AGF, da de to hold senest mødtes i Parken. Det var i marts 2010, og hjemmeholdet FCK vandt en storsejr på 5-0.
Det nederlag har Stephan Petersen og AGF dog glemt på søndag, hvor holdet går ind til kampen mod FCK med selvtillid fra fire friske sejre på stribe i Superligaen.
Senest vandt AGF 1-0 over FC Nordsjælland, men lige så nemt bliver det ikke at få point mod FCK, mener Stephan Petersen.
- Vi spiller ude mod det bedste hold i Danmark, så vi skal spille meget disciplineret, understreger AGF'eren.
FC København-AGF spilles søndag klokken 18.00.