- AGF skal solidt tilbage

Bestyrelsesformand håber på 60 millioner kroner

02:07

1 af 2

Hvis AGF skal have nogle forhåbninger om igen at blive en Superliga-klub, skal der flere penge på bordet.

Derfor afholdt klubben i dag generalforsamling, hvor aktionærerne mødte op for at høre om planerne for fremtiden.

Et af midlerne til overlevelse er klar: En aktieemission, det vil sige en udvidelse af aktiekapitalen, er nødvendig.

Bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais, var fortrøstningsfuld efter generalforsamlingen. Allerede nu er der kommet tilsagn fra flere aktionærer, men spørgsmålet er, hvor mange penge, der kan skrabes sammen, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Jeg vil være rigtig glad for, hvis vi får i hvert fald 60 millioner kroner. Jeg vil også være rigtig glad, hvis vi får flere, og vi kan også godt klare os med lidt mindre, siger Lars Fournais.

Med midlet på vej, er målet klar. AGF skal kæmpe benhårdt for at rykke op til Superligaen. Hvis det ikke bliver tilfældet, kan klubben dog godt klare endnu en sæson i NordicBet-ligaen, lover bestyrelsesformanden.

Nu handler det om at få styr på hele organisationen, hvor et af punkterne blandt andet er at få talentarbejdet op i endnu højere gear.

- Vi vil bygge noget op, så det betyder, at AGF kommer solidt tilbage i Superligaen, siger bestyrelsesformand Lars Fournais.

I interviewet øverst på siden kan du høre, om Lars Fournais vil garantere, at pengene ikke forsvinder igen, ligesom det har været tilfældet ved tidligere aktieemissioner.