AGF sælger Feilhaber til USA
Benny Feilhaber skal fremover optræde i Major League Soccer
Den amerikanske landsholdsspiller Benny Feilhaber er fortid i AGF, der har solgt midtbanespilleren til den amerikanske Major League Soccer (MLS).
Det er endnu uvist, hvem Feilhaber fremover skal optræde for, men Chivas USA står forrest i køen.
- AGF og dansk fodbold har mistet en stor profil. Vi ville gerne have beholdt Benny, og han ville for så vidt også gerne være blevet i AGF, men vi kunne desværre ikke matche det tilbud, han havde fra MLS, siger AGF's sportsdirektør, Brian Steen Nielsen, til klubbens hjemmeside.
- Da han under alle omstændigheder havde kontraktudløb til sommer, har vi vurderet, at det var bedst at lade ham skifte nu og på den måde få en mindre transfer ud af det, fortsætter Brian Steen Nielsen.
Det amerikanske transfersystem er indrettet på en måde, hvor klubberne får mulighed for at byde på Feilhaber efter en forudbestemt rækkefølge.
26-årige Feilhaber kom til AGF i 2008 fra engelske Derby og har i sin tid i Aarhus tilbageerobret sin plads på det amerikanske landshold, som han repræsenterede under VM i Sydafrika sidste år.