AGF sælger Emil Scheel

Forud for denne sæson skiftede Jesper Sørensen sit job som assistenttræner i AGF ud med posten som cheftræner i Silkeborg IF, og nu får han følgeskab af midtbanespilleren Emil Scheel.

Stævner ud for Silkeborg

Silkeborg IF har købt midtbanespilleren Emil Scheel fri af AGF.  Allerede onsdag formiddag trænede Emil Scheel med SIF-truppen på Søholt.

Emil Scheel er ansat på en to-årig kontrakt frem til 30. juni 2015.

- Der opstod en mulighed for at tilknytte Emil Scheel til vores trup, og den chance har vi grebet. Han er en talentfuld midtbanespiller, som vi ser store muligheder i, og han passer godt ind i vores strategi om at tilknytte spillere med udviklingspotentiale og stor ærgerrighed, siger sportschef Peder Knudsen fra Silkeborg IF.

Emil Scheel er noteret for 21 kampe i den hvide AGF-trøje. Han har ikke været en del af AGF-træner Peter Sørensens superligaudvalgte i de tre kampe, aarhusianerne har spillet i indeværende sæson. Det var da også ønsket om spilletid, der motiverede Emil Scheel til skiftet:

- Jeg har været glad for min tid i AGF, hvor jeg har udviklet mig meget, men jeg kunne se, at der ville blive langt til Superligaen i denne sæson. Derfor er jeg meget glad for den chance, Silkeborg IF giver mig. To år passer mig godt, og jeg tror jeg kan bidrage positivt med mit gode drive. Jeg er en spiller, der løber en masse meter, men også bringer fysik med i spillet. Gennem min skoling i Lyngby kan jeg også godt lide at have bolden - og forhåbentlig kan jeg finde vej til netmaskerne for min nye klub, siger Emil Scheel. 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig