AGF-profil forventer "fede" kampe mod Viborg
AGFs Martin Spelmann vurderer, at kampen mod Viborg i Aarhus bliver en voldsom omgang
I Alka Superligaens nedrykningsplayoff blev det AGF, der kunne smile onsdag aften efter en 3-1-sejr over Esbjerg.
Dermed vandt AGF med samme cifre samlet over Esbjerg efter en fodboldkamp, der udviklede sig vildt mod slutningen.
Her kastede Esbjerg alt frem ved stillingen 2-1 til AGF i forsøget på at score det udlignende mål, der ville have givet gæsterne den samlede sejr.
- Det var en fuldstændig vanvittig, men også fed kamp. Det var fantastisk at se to hold, der kæmpede røven ud af bukserne. Samtidig havde dommeren en finger på pulsen. Han var tydeligt klar over, hvad der var på spil, siger AGFs midtbanespiller Martin Spelmann.
Læs også
Kampen blev for alvor hektisk, da AGF kort inde i anden halvleg bragte sig foran med 2-1, hvilket naturligt lagde et stort pres på gæsterne fra Esbjerg.
- Vi kom flot ud efter pausen og lagde det tryk, der skulle til, siger Martin Spelmann.
Han ser frem til endnu nogle fodboldkampe, hvor alt er på spil.
- Det bliver en helt ny kamp mod Viborg. Vi har det godt mod dem, men den sidste kamp bliver voldsom. Det bliver fede kampe igen, men nu nyder vi lige sejren over Esbjerg, og så kigger vi fremad, siger Martin Spelmann.
AGF og Viborg mødes 22. maj på Viborg Stadion, mens der er returkamp i Aarhus 28. maj.