AGF-profil: David får os til at tro at vi er bedre end vi er
Cheftræner David Nielsen er først lige kommet til, men han er allerede i fuld gang med at pumpe selvtillid ind i AGF-truppen, lyder det fra spillerne
Det er en sand menneskekender, der er blevet ny cheftræner i AGF. Sådan lyder det fra spillere i truppen, der har stor tillid til David Nielsens trænerstil.
- Han pumper en masse selvtillid ind i os og prøver at få os til at tro, at vi er bedre, end vi egentlig er. Og det er jo sådan med mennesker, at det hjælper. Når man tror på tingene, så lykkes det oftere, siger AGF-spiller Pierre Kanstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Du kan se interviewet med Martin Spelmann herunder.
Kollega Martin Spelmann er ligeledes positivt stemt overfor sin nye cheftræner.
- Han kommer med en meget målrettet mission, som er meget nem at forstå. Det handler om at vinde fodboldkampe og ikke så meget andet. Han får sat sit aftryk her i klubben på en rigtig fin måde. Vi har fået spillet en masse fodbold og haft godt humør, så det har været rigtig fedt, siger Martin Spelmann.
Ikke brug for råben og skrigen
Den aarhusianske spillertrup havde første kamp med David Nielsen ved roret mandag aften. Det blev dog ikke til en sejr i første omgang, da klubben måtte se sig slået af David Nielsens gamle klub, Lyngby BK.
Men David Nielsen er alligevel godt tilfreds med at være havnet i Smilets By.
- Det er utroligt motiverende at være et sted, hvor interessen for klubben er så stor. Hvor man kan mærke, at folk går op i, hvordan man præsterer inde på banen. Det vil man gerne have som træner, siger han.
Læs også
Hans ambition er, at spillerne får lov til at være den bedste version af dem selv både udenfor og inde på banen.
- Det her fodboldhold har ikke brug for råben og skrigen. Vi har behov for, at vi får det taktiske element på plads, og så har vi brug for, at spillerne får noget tryghed og får lov til at slå sig løs på banen, siger David Nielsen.
Hør David Nielsens opfattelse af, hvordan det er at være AGF-træner, i videoen herunder.