AGF præsenterer nyindkøb
Alexander Juel Andersen får fire år i Aarhus
Den seneste tid har rygterne floreret, og nu viser det sig, at der var hold i dem.
AGF har torsdag morgen præsenteret 22-årige Alexander Juel Andersen som ny AGF'er. Han har skrevet under på en 4-årig aftale.
Alexander Juel Andersen har de seneste to sæsoner spillet for de østjyske superliga-nedrykkere AC Horsens, hvor han har spillet 67 kampe og scoret syv mål.
AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen byder med stor tilfredshed den unge højre back velkommen i AGF-trøjen.
- Vi er rigtig glade for, at vi er lykkedes med at tiltrække en af landets bedste højre backs. Alexander har lige nøjagtig den profil, vi har været udkig efter. Han er en ambitiøs, ung og allerede etableret Superliga-spiller med et stort potentiale. Både defensivt og offensivt byder han ind med meget som højre back, og han kan også dække andre positioner - blandt andet i midterforsvaret, siger Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse fra AGF.
- Han passer godt ind i den måde, vi spiller på, og han har en spillestil, som vores fans vil sætte pris på. Jeg er overbevist om, at han bliver en gevinst for os, og at vi i fællesskab kan udvikle det til noget rigtig stort, siger Brian Steen Nielsen.
Glæder sig til AGF
Alexander Juel Andersen, der allerede bor i Aarhus, ser frem til at blive en del af AGF-truppen.
- Det føles rigtig godt, og jeg er glad for, at det er faldet på plads, og at jeg fortsat får mulighed for at spille i Superligaen. Jeg ser det som et spændende skridt i min udvikling - og helt klart også et stort skridt op ad. AGF er en stor klub med fantastiske fans, og jeg glæder mig meget til at spille for dem, siger Alexander Juel Andersen.
AGF er den fjerde klub, Alexander Juel Andersen repræsenterer som senior-spiller. Allerede i december 2007 fik han, i en alder af bare 16 år, debut i Superligaen for Viborg FF, og inden han skiftede til AC Horsens i 2011 havde han et lejeophold i Randers FC på et halvt år.
Alexander Juel Andersen får trøje nr. 5 i AGF. Hans første træning med de nye holdkammerater er i dag torsdag kl. 10.00.