AGF og KRIFA hylder initiativ
AGF og KRIFA stifter ny pris for initiativ
Fodboldklubben AGF og Kristelig Fagbevægelse indstifter en ny pris til den af AGF's samarbejdsklubber, der viser størst initiativrigdom i udviklingen af ungdomsfodbold i Østjylland.
Den nye hæder får navnet KRIFA-prisen, og med sig hører der også 25.000 kroner til vinderen. Prisen bliver uddelt første gang d. 1. maj 2013.
Hædersbevisningen er en påskønnelse af den uundværlige indsats, som frivillige trænere og ledere yder rundt omkring i de østjyske klubber.
Det bliver en dommerjury, som består af repræsentanter fra KRIFA, AGF Talentsamarbejde og samarbejdsklubberne, som får til opgave at finde en vinder hvert år.
Både KRIFA og AGF er begejstrede over den nye pris.
- Frivillige trænere og ledere knokler hver dag ulønnet for at udvikle ungdomsfodbolden i deres lokalområde. Det fortjener en påskønnelse, og det har vi nu muligheden for med KRIFA-prisen, siger administrerende leder i AGF Talentarbejde, Rasmus A. Sørensen, i en pressemeddelelse.