AGF-målscorerne jubler: Defensiven banede vejen for sejren

Selvom holdet vandt 4-0, så var det ikke de offensive takter, der blev fremhævet efter AGF's sejr over AaB mandag aften

01:01

Morten 'Duncan' Rasmussen og Thomas Juel-Nielsen (begge i midten) jubler efter AGF's 4-0 sejr over AaB mandag aften, hvor de begge scorede to mål. Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 2

Endelig fik AGF sin hjemmesejr, og det skete endda på en særdeles overbevisende måde. 4-0 stod der på måltavlen efter de 90 minutter.

Morten 'Duncan' Rasmussen og Thomas Juel-Nielsen blev begge dobbelte målscorer, og de gav begge en solid defensiv som forklaring på den solide sejr. 

Læs også Stor hjemmesejr holder AGF's overlevelseshåb i live

- Vi står sindssygt godt defensivt og holder AaB fra chancer og så holder vi et clean sheet, som vi ikke har gjort mange gange, så det var en god kamp, lød det fra Morten 'Duncan' Rasmussen.

- I dag lykkedes det jo over hele linjen. Vi står sindssygt godt defensivt og holder dem væk fra chancer. Og ved at vi står så godt defensivt, det gør også, at vi får muligheder i den anden ende. Og den udnytter vi i dag, fortsatte AGF-topscoreren.

Midterforsvaren har gjort det før

Efter Duncan's to træffere overtog Thomas Juel-Nielsen rampelyset. Den nytilkomne midterforsvarer scorede to gange på otte minutter i slutningen af kampen. Og han fremhæver også det defensive arbejde som udslagsgivende.

- Vi lavede lidt om i presset i forhold til sidste gang, og det gav lidt energi til holdet. Vi stod lidt længere oppe, vi erobrede bolden nogle gange, og det giver blandt andet det andet mål i dag, så det var super, fortalte Thomas Juel-Nielsen.

02:05

VIDEO: Vi stod lidt længere oppe, siger Thomas Juel om aftenens sejr over AaB.

Luk video

Den 26-årige midtstopper blev hentet til AGF tidligere på året. Sidste sæson spillede han for Falkenbergs FF i Sverige, og han afslører, at han tidligere har nettet to gange i samme kamp.

- Det har jeg faktisk. Det gjorde jeg sidste år i Allsvenskan i Sverige mod AIK, så det var også sjovt. I dag var det tæt på at blive tre, så det kunne have været endnu sjovere, sagde Thomas Juel-Nielsen.

Nulstillede efter Silkeborg-kampen

Efter 3-1 nedsmeltningen på eget græs mod Silkeborg i forrige runde, har Glen Riddersholm og resten af trænerstaben taget skeen i den anden hånd, og forsøgt at simplificere oplægget til kampene.

Og ifølge cheftræneren gav det pote i mandagens sejr.

- Vi har forsøgt at nulstille siden Silkeborg-kampen, og lave en tydelig opbygning med meget få, klare budskaber offensivt og defensivt, lød det efter kampen fra Glen Riddersholm, inden han fortsatte.

01:30

VIDEO: Vi gjorde det simpelt i optakten til i dag, siger AGF-træner, Glen Ridedersholm.

Luk video

- Vi har nogle spillere, der er i underskud, som ikke har så meget selvtillid. Og der kan man ikke bare fylde hjernen op med alle mulige informationer. Der gælder det om at gøre det simpelt og tydeligt, og det har vi gjort i optakten til i dag og i Aalborg senest, og det er den strategi, vi fortsat vil arbejde ud fra.

AGF kan stadig overleve i Superligaen, men det kræver minimum fire point i de kommende to kampe, samt at de øvrige resultater flasker sig for aarhusianerne.