AGF lukker træninger: Taktik skal ikke ud på sociale medier
Det aarhusianske fodboldflagskib har i modsætning til tidligere besluttet sig for fremover at holde sidste træning inden kamp lukket for alle
En tendens med større brug og udbredelse af de sociale medier får nu fodboldklubben AGF til at ændre taktik i forhold til åbne og lukkede træninger. Fremover vil den sidste træning inden kamp altid være lukket på Fredensvang – for både fans, presse og andre interesserede.
- Gennem de seneste par år har de sociale medier gjort, at det med åbne træninger er svært at undgå, at fans eller andre lægger noget taktisk eller en dødboldsituation ud. Derfor lukker vi nu den sidste træning, siger kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
AGF vil nødigt afsløre taktikken for de andre klubber, og selvom det strider imod den totale åbenhed, som cheftræner Glen Riddersholm proklamerede ved sin ankomst til klubben, så har man altså set det her som et nødvendigt tiltag.
Læs også
- Vi praktiserer stadig masser af åbenhed. Jeg vil kalde det her forsigtighed, og fans har fortsat mulighed for at komme før og efter træning, forklarer Søren Højlund Carlsen.
Helt konkret har klubben flere gange oplevet, at modstanderen lidt for godt kendte til AGFs holdopstilling og andre taktiske elementer.
- De andre klubber kigger jo også på de sociale medier, når nogen smider noget ud. Vi vil holde kortene på hånden, så længe som muligt, siger kommunikationschefen.
I øjeblikket er AGF-truppen på træningslejr i Portugal.