AGF-krisemøde efter ydmygelse

AGF's spillere og ledere holdt torsdag krisemøde som konsekvens af den sportslige fiasko.

Næsten to timer tog det spillere og ledere i fodboldklubben AGF at redde trådene ud efter onsdagens endefuld på 0-5 i Herfølge.

Torsdag formiddag forskansede de sig i hvert fald i klubhuset i Fredensvang, hvor de drøftede, hvordan den traditionsrige Århus-klub er endt i en ny nedtur, der nu for alvor er en trussel mod den hurtige og forventede tilbagevenden til SAS Ligaen.

- De erfarne spillere kunne godt tage endnu mere initiativ i kampene. Især når det går dårligt, sagde klubbens sportschef Brian Steen Nielsen, da spillerne lidt over middag var løbet ud til dagens træningspas.

- Jeg har blåstemplet de spillere, vi har. Så det er da også min skyld. Og (cheftræneren) Ove Pedersens. Men der er altså ikke ret mange af de rutinerede spillere, der kan se sig selv i spejlet i dag og så ærligt mene, at de har gjort det fantastisk de seneste seks-otte kampe. De spillere skulle altså kigge lidt indad, sagde han.

AGF ligger på en sjetteplads i Viasat Sport Divisionen med seks point op til den andenplads, der udløser returbilletten til SAS Ligaen.

Blandt de rutinerede kræfter på holdet er 34-årige Peter Sand, som blev hentet til klubben i sommerpausen netop for at tilføre det unge hold noget erfaring. Efter endt træning tog han hellere end gerne kritikken til sig.

- Det er fair, at det er os ældre spillere, der får nogle hug. Det er os, der skal træde karakter i de her kampe, ikke de unge. Men i går magtede vi det ikke. Det er selvfølgelig ikke godt nok, sagde han. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15761">AGF klædt af i Herfølge (25/10-06)</A><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15755">AGF-træner: - Jeg er ingen succes (25/10-06)</A></STRONG>