AGF kollapsede på hjemmebane
AGF's chancer for at overleve i SAS Ligaen er blevet yderligere forringet efter et ydmygende nederlag til FCK.
FC København er nyt tophold i SAS Ligaen. Men der var nærmest tale om nat og dag, da FCK sejrede 4-0 på udebane over AGF i SAS-Ligaen lørdag i Århus. I hvert fald så 6292 tilskuere to forskellige FCK-mandskaber til de to halvlege.
Spillerne var godt nok identiske, men der var indstilling og klasse til forskel.
I første halvleg så københavnerne ud til at spille på samme lave niveau, som givetvis sender AGF ned i den næstbedste række, mens anden halvleg blev en magtdemonstration fra mesterskabsaspiranterne samtidig med, at AGF-mandskabet kollapsede. Marcus Allbäck scorede to gange, Atiba Huthinson en gang, mens Thomas Hansen scorede selvmål for AGF.
- Det er selvfølgelig trist at se, hvordan vi falder sammen i anden halvleg efter en ellers ok første halvleg, sagde AGF's anfører, Jesper Sørensen, umiddelbart efter kampen til TV3+.
Han ønskede dog ikke at betegne AGF som sikker på nedrykning.
- Vi bliver nød til at tage en kamp ad gangen, og så må vi gøre regnskabet op til sidst, lød det fra Jesper Sørensen.
Ståle Solbakken må have holdt en dundertale af de større, for straks efter pausen lagde FCK'erne et højt pres på hjemmeholdets mål. Det udmøntede sig allerede efter fem minutter i føringsmål til gæsterne. Scoringen faldt ikke overraskende på en af AGF'ernes helt store akilleshæle Dødbolde. Et frispark blev slået ind fra kanten af felten. AGF havde ved den lejlighed mulighed for at sparke bolden ud af farezonen flere gange, men i stedet havnede den for fødderne af effektive Marcus Allbäck, der sikkert satte den i maskerne.
FCK fortsatte det massive pres, og var tæt på flere gange og midt i halvlegen gav det pote. På en dyb kontrapasning driblede Michael Silberbauer mod mål, og sendte en flad bold på tværs af feltet. Uheldigvis stak den unge AGF'er Thomas Hansen tåen frem mod bolden, som på den måde endte i eget målnet.
3-0 blev det ved Atiba Huthinson, som blot skulle bare røre bolden på et oplæg fra Álvaro Santos. Ydmygelsen blev total, da Marcus Allbäck med sit andet mål fuldendte en flot anden halvleg for FCK Med sejren slog FCK endnu et søm i den halvlukkede AGF-kiste. For at gøre ondt værre kunne århusianer føje endnu to spillere til skadeslisten, idet Navid Dayyani og Cheikh Sarr måtte udgå. /ritzau/