AGF-klippe vil ud og råde bod på tingene

AGF-truppen er selv skyld i, at de er havnet i den situation, at risikoen for at skulle ud i nedrykningskampene overhovedet er et tema. Sådan lyder det fra forsvarsspiller Frederik Tingager.

AGF tager mandag hul på det gruppespil, der om seks kampe afgør, hvorvidt aarhusianerne skal jagte Europa League-play off, eller om de skal kæmpe mod nedrykning.

Med blot tre point ned til Sønderjyske er alt åbent i Pulje 1, der også inkluderer AC Horsens og Vejle.

- Vi er havnet i den tætte gruppe, og det er selvfølgelig ikke sjovt. Men vi er havnet i den situation på grund af os selv, så vi må ligesom få rådet bod på det, arbejde os videre og komme væk fra de afgørende gruppekampe, lyder det fra Frederik Tingager.

Gruppespillets Pulje 1

Efter 26 kampe

 

1. AGF - 31 point

2. AC Horsens - 31 point

3. Sønderjyske - 28 point

4. Vejle B - 20 point

 

*De to øverste skal i Europa League-playoff, mens de to nederste skal ud i nedrykningskampene.

Svære forudsætninger i forsvaret

I løbet af foråret har AGF været hårdt plaget af skader og karantæner, hvilket har betyder masser af udskiftninger i bagkæden. Således har Frederik Tingager, der kom til klubben i januar, selv været skadet og både dannet makkerpar med Niklas Backman og Jesper Juelsgård.

- Det danner ikke de bedste forudsætninger for at lære den makker, du spiller ved siden af, at kende, hvis du ikke spiller kontinuerligt. Men det er en del af vores arbejde at vænne sig til det.

AGF's kampprogram i gruppespillet

01. april:  Vejle B (hjemme)

5. april: AC Horsens (ude)

15. april: SønderjyskE (ude)

18. april: SønderjyskE (hjemme)

21. april: Vejle B (ude)

28. april: AC Horsens (hjemme)

Tingager vil dog på ingen måde bruge de mange udskiftninger i forsvaret som en undskyld for det glippede Mesterskabsspil.

- Det er klart, at det jo er bedst at spille med én og så lære ham 100% at kende. Men det er ingen undskyldning, at vi glippede Top 6 på grund af det. Det er med at kigge indad.

- Vi håber, at vi i fremtiden kan stille med de samme konstellationer, for det gavner holdet på sigt.

Frederik Tingagers forsvarskollega Niklas Backman har været ude med en hjernerystelse siden midten af februar.

Ved fredagens træning deltog han i duelspillet i begyndelsen af træningen. Hvorvidt han er klar til mandagens opgør mod Vejle er dog uvist.

AGF spiller hjemme mod Vejle mandag aften klokken 19.

Husk at abonnere på vores YouTube-kanal, så du hver uge kan få en østjysk fodboldindsprøjtning i Skipperligaen Update! Se seneste episode her:

Nu spidser det til! Skipperligaen Update Uge 13