AGF kiksede oprykningen

Det blev ikke lørdag, at AGF rykkede op i Superligaen

AGF-spillerne måtte slukørede forlade banen efter 1-1-kampen i Skive. Oprykningsfesten er udskudt.

Scenen var sat til en tilbagevenden til Superligaen for AGF, da klubben lørdag var på besøg i Skive.

12 minutter gik der, før Kim Aabech bragte AGF foran, og det resultat holdt hele vejen til pausen.

Men med et brag af et langskud sparkede John Dyrring efter en lille time udligningen ind for Skive, og 1-1 blev også kampens resultat.

Få minutter før tid havde Kim Aabech ellers en kæmpe mulighed for at sende AGF i Superligaen, men han misbrugte den store chance.

Se: Wieghorst: Folk er skuffede

En skuffelse for AGF og de op mod 1.000 AGF-fans, der havde taget turen til Skive.

Hvis Lyngby og Vendsyssel fortsætter deres sejrsstimer i deres respektive kampe søndag, betyder det, at AGF kun har to skud tilbage i bøssen.

Det handler om først en svær udekamp mod netop Lyngby og til sidst en hjemmekamp mod AB.