AGF-keeper sendt ud af Serbiens VM-trup

Aleksandar Jovanovic må se VM-slutrunden i tv. Sammen med tre kolleger er han sendt hjem fra Serbiens VM-trup

Aleksandar Jovanovic har generelt haft en god sæson i AGF-målet. Det var dog ikke nok til at sikre ham en billet til VM i Rusland. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Der bliver ikke nogen VM-oplevelse for AGF-målmanden Aleksandar Jovanovic.

Jovanovic var en af de fire spillere, der var skåret fra, da landstræner Mladen Krstajic fredag offentliggjorde sin endelige VM-trup.

Læs også Brugernes valg: Østjyllands drømme-11'er er på plads

Samme sure oplevelse fik Schalke 04-stopperen Matija Nastasic, der under normale omstændigheder er stamspiller på landsholdet. 

Han har dog ikke været i kamp, siden han i april pådrog sig en knæskade, og det er samme skade, der nu koster ham en tur til Rusland.

Indleder VM mod Costa Rica

De to sidste spillere, der har trukket en nitte i VM-lotteriet, er Nemanja Maksimovic (Valencia) og Mijat Gacinovic (Frankfurt).

Sidstnævnte blev for knap to uger siden tysk pokalhelt ved at score Frankfurts tredje mål i finalesejren på 3-1 over Bayern München.

Serbien indleder VM 17. juni mod Costa Rica. Herefter venter opgør mod Schweiz og Brasilien.

Her er den serbiske trup:

Målmænd: Vladimir Stojkovic (Partizan Beograd), Predrag Rajkovic (Maccabi Tel Aviv), Marko Dmitrovic (Eibar).

Forsvarere: Aleksandar Kolarov (AS Roma), Branislav Ivanovic (Zenit Sankt Petersborg), Dusko Tosic (Guangzhou R & F), Antonio Rukavina (Villarreal), Milos Veljkovic (Werder Bremen), Milan Rodic (Røde Stjerne), Uros Spajic (Krasnodar), Nikola Milenkovic (Fiorentina).

Midtbanespillere: Nemanja Matic (Manchester United), Luka Milivojevic (Crystal Palace), Sergej Milinkovic-Savic (Lazio), Marko Grujic (Liverpool), Adem Ljajic (Torino), Dusan Tadic (Southampton), Filip Kostic (Hamburg SV), Andrija Zivkovic (Benfica), Nemanja Radonjic (Røde Stjerne).

Angribere: Aleksandar Mitrovic (Newcastle United), Aleksandar Prijovic (Paok), Luka Jovic (Benfica).