AGF jagter sejr
De hvide fra Århus skal torsdag møde AC Horsens. Forårets første sejr skal hentes mod bundproppen.
AGF har ikke just haft en drømmestart på 2009. Fem kampe er spillet, og blot ét enkelt point er sat ind på kontoen. Det skete, da AGF spillede 1-1 på hjemmebane mod bundholdet Vejle.
Skærtorsdag får århusianerne så endnu en mulighed for endeligt at vinde. Denne gang er modstanderen AC Horsens, og den kamp er vigtig, mener AGF's spillere.
- Vi ved godt, hvad de står for. Det er selvfølgelig en vigtig kamp, for hvis vi vinder den, så kan vi vinke farvel til bunden, siger AGF's landsholdsspiller, Jacob Poulsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Et blik på tabellen afslører, at AGF med et nederlag kommer faretruende tæt på bunden, mens en sejr over AC Horsens til gengæld betyder, at nedrykning formentligt ikke kommer til at være et tema for de hvide i denne sæson.
En sejr til AGF giver pengene 1,85 gange igen hos Danske Spil, mens tre point til AC Horsens giver pengene 3,55 gange igen.