AGF jagter de tunge drenge
1. divisionsspillere kan ikke forstærke AGF, der søger spillere med landsholdsklasse.
5. dec 2006, kl. 12:43
Mere end 30 dage gammel
AGF's sportschef Brian Steen Nielsen er på en mission. I løbet af de kommende tre måneder skal han finde så markante forstærkninger, at den traditionstunge Århus-klub kan finde vej tilbage til SAS-Ligaen.
Til Århus Stiftstidende afviser han derfor, at 1. divisionsspillere er relevante.
- Jeg vil gerne fastslå, at der findes mange fine spillere i 1. division, men vi går altså efter spillere, der umiddelbart vurderet er bedre. Uden at nævne navne, vil jeg sige, at vi går efter spillere, der har spillet A-landskampe, siger han til avisen.
Klubben er gået til vinterpausen med seks point op til Køge på den nederste af de to oprykningspladser. /ritzau/