AGF henter midtbanekriger: Adama Guira ny mand i Aarhus
29-årige Adama Guira og AGF er blevet enige om en aftale, der løber frem til sommeren 2020
Superligaklubben AGF fortsætter oprustningen frem mod den nye sæson i Superligaen, der begynder om mindre end en uge.
Lørdag formiddag har Aarhus-klubben præsenteret Adama Guira som ny mand i den hvide trøje.
Navnet Adama Guira er nok for mange fodboldinteresserede velkendt. Adama Guira, der står noteret for 10 A-landskampe for Burkina Faso, har tidligere med stor succes spillet i Sønderjyske, og nu vender han altså efter et mindre succesfuldt år i franske Lens tilbage til Superligaen.
Læs også
- Med Adama får vi en duel- og løbestærk spiller på den centrale midtbane. En spiller, der er dygtig i presspillet, erobrer mange bolde og har den motor, der skal til. Han er både fair og ærlig i sin spillestil, men det er en spiller, som vores modstandere kommer til at slå sig på, siger sportschef Peter ’PC’ Christiansen fra AGF i en pressemeddelelse.
- Han passer rigtig godt ind i den måde, vi spiller på, og da han samtidig har et indgående kendskab til Alka Superligaen, har vi også en forventning om, at han hurtigt vil falde til og bidrage til at løfte vores niveau.
Starten på et nyt eventyr
Adama Guira har udover Sønderjyske og Lens spillet for svenske Djurgården og de spanske klubber Logroñés, Alicante og Gavá. Men nu gælder det AGF.
- Jeg er glad for at være her, og det her er starten på et nyt eventyr for mig. Det er et nyt hold, men det er ikke en ny liga for mig. Jeg ser frem til at starte træningen med mine holdkammerater og komme i gang med at spille. Jeg er den samme spiller, som da jeg forlod Sønderjyske. Jeg arbejder hårdt og giver alt til mit hold, siger Adama Guira.
Adama Guira nåede på sine tre år i Sønderjyske at spille 96 kampe for klubben. I Lens havde han egentlig skrevet under på en treårig aftale, men for nyligt blev parterne enige om at hive den aftale over og gå hver til sit.
AGF møder lørdag eftermiddag Silkeborg IF i en træningskamp på Ceres Park i Aarhus, men det bliver uden Adama Guira, der først har sin første arbejdsdag, når hans arbejdstilladelse er faldet på plads.
Læs også
Udover Adama Guira har AGF denne sommer også hentet Frederik Møller, Jakob Ankersen og Pierre Kanstrup til klubben.
Adama Guira har fået nummer 17 i AGF, der indleder den nye sæson i Superligaen fredag den 14. juli, hvor AC Horsens kommer på besøg i Aarhus.
OPDATERET: AGF har siden præsentationen af Adama Guira også hentet Tobias Sana til klubben fra svenske Malmø. Det kan du læse mere om her.