AGF henter målmand i Sverige
AGF henter en 22-årig målmand med ungdomslandskampe på cv'et.
Fem år.
Så lang er kontrakten, AGF har skrevet med den svenske målmand William Eskelinen, der kommer fra Allsvenskan-klubben GIF Sundsvall.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- William er en spiller, der har rigtigt gode kompetencer hele vejen rundt på de parametre, vi vurderer målmænd på.
- Han har et godt redningsspil, han distribuerer boldene godt fra både hånd og fod, spiller med mod i feltet, ligesom han - på trods af sin unge alder - er en rolig målmand, der har en rigtig god spilforståelse og så er han ikke mindst en ærgerrig "vinderskalle" som man siger i Sverige, siger Peter Christiansen, sportschef i AGF, til klubbens hjemmeside.
William Eskelinen har spillet kampe på både det svenske U17 og U19-landshold, og har i 2019 spillet 13 kampe for GIF Sundsvall i den bedste svenske række. Før sin tid hos klubben, der ligger i byen Sundsvall i det centrale Sverige, har Eskelinen spillet i både Hammerby og Enskede.
- Han har været igennem en ret så stejl og positiv udvikling i de seneste sæsoner, og vi tror på, at William og vores målmandstræner Nicolai Pold - der grundigt har fulgt William - kan fortsætte den positive udvikling hen over kontraktperioden her i AGF, siger Peter Christiansen.
Den nye 22-årige målmand starter sin AGF-tilværelse på Fredensvang onsdag.