AGF henter islandsk landsholdsspiller i Fulham
Den islandske midtbanespiller Jón Dagur Thorsteinsson er ny mand i den hvide AGF-trøje.
Efter et lejeophold hos Vendsyssel FF skifter den 20-årige islandske midtbanespiller Jón Dagur Thorsteinsson nu til en anden dansk klub.
AGF har skrevet en treårig kontrakt med spilleren, der har tre a-landskampe på cv'et, og som hidtil har været ejet af engelske Fulham.
Læs også
Her har han spillet, siden han kom til klubben som ungdomsspiller for fire år siden.
- Thorsteinsson er en ung og meget spændende spiller, der besidder en række offensive kvaliteter. Han er en spiller, som både kan skabe chancer for sine medspillere og selv score mål. Jon kommer også med fart og dynamik i sit spil - læg dertil en fremragende sparketeknik, som vi allerede har set eksempler på i Superligaen, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, i en pressemeddelelse.
Vil vise sig frem for fansene
Nyindkøbet selv glæder sig blandt andet til at opleve sine nye fans.
- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkes at komme til AGF, der er en stor klub med et spændende hold. Fra mit år i Superligaen har jeg ved selvsyn kunne konstatere, hvor fantastisk en opbakning AGF har og hvor stor en klub det er i Danmark, og jeg glæder mig nu til at komme til Aarhus og vise mig frem foran tilhængerne, siger Jón Dagur Thorsteinsson.
I Vendsyssel blev det til tre mål og to assist for islændingen, der før tiden i Danmark har spillet 49 kampe for Fulhams U23-hold, hvor det blev til ni mål og seks assist.
Den 20-årige Thorsteinsson har spillet et hav af ungdomslandskampe for Island, inden det i efteråret sidste år blev til debut for A-landsholdet i en kamp mod Frankrig. I alt er Thorsteinsson nu noteret for tre landskampe for Island og et mål.