AGF heldig med uafgjort
Silkeborg IF og AGF spiller 3-3
En spændende kamp i Aarhus endte 3-3, og Silkeborg efterlader nu Brøndby på sidstepladsen.
Silkeborg og AGF leverede en stor kamp mandag aften, og resultatet af årets sidste kamp i Superligaen blev 3-3 foran 4.549 frysende tilskuere i Aarhus.
Aarhusianerne havde styr på gæsterne i første halvleg. Men et straffespark lige inden pausen vendte kampen på hovedet.
Silkeborg udlignede til 1-1, og den nedtur kom AGF sig aldrig helt over. Hjemmeholdet genvandt nemlig aldrig rigtig initiativet, selvom begge hold havde ære af kampen.
AGF sad på spillet fra kampens begyndelse. Og efter 13 minutter kom den første store chance, da arbejdsomme Stephan Petersen sendte et farligt skud lige over mål.
Pourié lurede på chancen
Silkeborg var dog ikke ufarlige, og holdets kreative 10'er, Jesper Bech, viste prøver på sine offensive kvaliteter, mens Marvin Pourié lurede på chancen helt fremme.
Men AGF fortsatte med at dominere, og efter en halv time sled holdets topscorer Aron Jóhannsson sig fri midt for mål og scorede sit 14. sæsonmål. 1-0 til hjemmeholdet, og tilskuerne jublede med udsigt til, at AGF kunne overvintre på bronzepladsen.
Det mål vækkede imidlertid Silkeborg. Gæsterne kom lidt bedre med og havde perioder med presspil og halve chancer. Lige inden pausen fik gæsterne så et uventet straffespark, da Jens Jønsson unødvendigt havde hånd på bolden i feltet.
Den chance udnyttede Sune Kiilerich sikkert. Og tre minutter efter fløjtede dommeren til pause.
Udligning gav ny energi
Udligningen gav udeholdet ny energi. Silkeborg kom ud til anden halvleg med stor gejst, dominerede de første minutter, og belønningen kom hurtigt, da Jesper Mikkelsen scorede et smukt mål direkte på frispark.
10 minutter senere kunne Marvin Pourié udbygge føringen til 3-1 på en friløber.
Mod slutningen fik AGF så endelig etableret lidt pres, og fem minutter før tid kunne Petri Pasanen reducere, inden Jens Jønsson kunne brage bolden ind i krydset fra 25 meter til 3-3 i sidste sekund.
Resultatet betyder, at Silkeborg og Brøndby overvintrer under stregen. AGF overvintrer på en sjetteplads - dog med kun to point op til bronzen.