Hårdtsparkende venstreback sikrer AGF forløsende sejr

To langskudsmål af AGF's Casper Højer Nielsen var nok, da AGF slog Vejle Boldklub med 2-1 mandag aften

Casper Højer Nielsen var dagens helt i skysovs i Superligakampen mellem AGF og Vejle Boldklub. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

AGF’s venstreback, Casper Højer Nielsen, var mandag aften den helt store helt, da han scorede to flotte mål i 2-1-sejren over Vejle Boldklub i Superligaens 18. spillerunde. 

Sejren var en stor forløsning for aarhusianerne, som brød en stime på syv ligakampe i træk uden sejr, hvoraf de seneste fire har resulteret i nederlag.

Læs også AGF-forsvarer: Nu må det bare ikke blive hver mand for sig

Vejle havde ellers masser af muligheder til at bringe sig komfortabelt foran i første halvleg, men på trods af det hentede AGF sejren på to flotte langskudsmål af venstrebacken Casper Højer Nielsen.

Med sejren kravler AGF op i tabellen og lægger sig på 11.-pladsen, mens Vejle er på 13.-pladsen. De har henholdsvis 21 og 16 point.

Det var ikke ligefrem solskin på Ceres Park. Her er det  Vejle Boldklubs Allan Sousa i duel med Adama Guirai. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Vejle dominerede

Baseret på spil og chancer i kampens indledning virkede det uundgåeligt, at Vejle ville komme foran. 

Det gjorde gæsterne da også efter 19 minutter, da Vejle-forsvareren Vladis Emmerson fik skovlet bolden det sidste stykke ind over stregen efter et hjørnespark til stillingen 1-0 til Vejle.

AGF havde ikke meget at skyde med i en første halvleg, hvor hjemmeholdet var længe om at komme frem til en målchance. 

I det 45. minut fik hjemmeholdet dog alligevel udlignet. Casper Højer Nielsen bragede bolden op i målhjørnet, og dermed kunne AGF gå til pause med stillingen 1-1.

Syv minutter inde i anden halvleg gentog Casper Højer Nielsen sit mesterværk. Venstrebackens langskud var så hårdt, at Vejle-keeper Pavol Bajza ikke formåede at redde bolden, og så stod der 2-1 til AGF. 

Læs også AGF'er ville ud af fars skygge: - Har sgu ikke altid været nemt

20 minutter før tid var gæsterne tæt på at udligne, men Vejle-kantspilleren Allan Sousas hovedstød tog overliggeren.

Fire minutter før tid burde AGF's Youssef Toutouh have lukket kampen, men han brændte den store chance.

17:14

VIDEO: AGF's Casper Højer Nielsen sloges i sine unge år med presset over at have 'Højer' stående på ryggen, når han rendte rundt på FC Københavns ungdomshold. Men det har gjort ham stærkere, fortæller han i et længere interview med Skipperligaen. Videoen er fra november 2018.

Luk video