AGF forstærker truppen
Erfaren Superliga-spiller trækker i trøjen
Når AGF-spillerne i morgen løber på banen til træning på Fredensvang, bliver det med en ny spiller i den hvide trøje.
25-årige Daniel Christensen er i dag blevet præsenteret som ny spiller i klubben og får fremover nummer seks på spilletrøjen.
Daniel Christensen har været fast mand i SønderjyskE i tre sæsoner, men kan nu se frem til at spille på en toårig kontrakt i den aarhusianske 1. divisionsklub:
- Efter tre gode år i SønderjyskE har jeg valgt at søge nye udfordringer, og da AGF dukkede op som en mulighed, var jeg ikke i tvivl. Jeg synes, det er et spændende projekt, klubben har gang i. Det kan godt være, at det er en liga ned, men som klub er det et niveau op for mig. AGF er en storklub med en helt anden opbakning og et helt andet pres, siger Daniel Christensen.
I alt har den nye AGF-spiller 120 kampe i Superligaen på sit CV. 28 af dem for hans tidligere klub AaB, hvor han spillede, inden han kom til SønderjyskE.
Cheftræner Morten Wieghorst beskriver Daniel Christensen som en robust og teknisk dygtig spiller.