AGF forlænger Søren Berg

Midtbanespilleren fortsætter på holdet endnu et år

Foto: Allan Baden

Den 36-årige midtbanespiller Søren Berg har fået forlænget sin kontrakt med AGF, og fortsætter på holdet endnu et år.

Søren Berg kom i første omgang til AGF i januar 2011 med en kontrakt, der lød på halvandet år.

Ifølge en pressemeddelelse fra AGF matcher Søren Berg sit hold så godt, at kontrakten skulle forlænges.

- Det har været helt naturligt at forlænge Sørens aftale. Han har vist sine store kvaliteter i den tid, han har været i AGF, og frem for alt spillet med en enorm stabilitet. Det er jeg sikker på, at han kan fortsætte med, og derfor vil han også være en vigtig brik i de næste år, fortæller sportschef Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.

Søren Berg står for 11 mål og 39 kampe i den hvide trøje. Han fortæller, at han er glad for at få forlænget sin kontrakt.

- Det er det eneste rigtige for mig. Jeg er kommet godt i gang i AGF og vil fortsat gerne være en del af den positive udvikling, klubben er inde i. Sportsligt er det gået fint, og jeg befinder mig rigtig godt i klubben. Derfor har det været oplagt at forlænge aftalen, siger Søren Berg.