AGF forlænger med stortalent
20-årige Thomas Hagelskjær har fået treårig kontraktforlængelse
Thomas Hagelskjær har siden 2009 været tilknyttet AGF, og i de kommende år vil Fredensvang fortsat være hans daglige arbejdsplads.
Ungdomslandsholdsmålmanden har benyttet træningslejren i San Pedro del Pinatar til at nå til enighed med sportschef Jens Andersson om en ny tre-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2018.
Sportschef Jens Andersson er tilfreds med, at klubben har indgået et længerevarende samarbejde med Hagelskjær, der står noteret for 17 ungdomslandskampe og senest var med omkring det nye U21-landshold.
- Jeg er glad for, at Thomas har valgt at forlænge med AGF. Det er en ung spiller, vi tror på til fremtiden, og derfor har vi også lavet en lang aftale med ham. Vi er selvfølgelig opmærksomme på værdien af at spille kampe, og derfor kan det godt komme på tale, at vi lejer ham ud for at finde den bedste vej for ham til at udvikle sig og få den kamperfaring, der er så vigtig for en målmand, siger sportschef Jens Andersson.
For Thomas Hagelskjær har træningsmiljøet og udviklingsmulighederne i AGF været afgørende for beslutningen om at forlænge.
- Jeg har vægtet højt, at jeg har det godt i AGF med gode holdkammerater og trænere og i et godt træningsmiljø, hvor jeg tror, at jeg fortsat kan udvikle mig meget. Der er selvfølgelig et stykke vej endnu i forhold til spilletid, men jeg synes, at jeg er inde i en god udvikling, og jeg tror også, at jeg på sigt kan komme til at spille, siger målmand Thomas Hagelskjær.
Den unge målmand er klar over, at der på den korte bane ikke er udsigt til spilletid, og derfor vil han også være åben for at blive lejet ud til sommer.