AGF: Fint med mandagskampe
Kun to af sæsonens første syv kampe skal spilles om søndagen
- Fodbold skal spilles søndag kl. 3!
Sådan har flere af de mest inkarnerede AGF-fans ofte sunget fra tribunerne i protest mod, at en stor del af aarhusianernes Superliga-kampe spilles enten lørdag eller mandag.
Heller ikke i den kommende sæson er der udsigt til nogen ændring. I løbet af de første syv spillerunder afvikles kun to AGF-kampe om søndagen.
Ifølge spn.dk er ærgrelsen over kampprogrammet dog til at overse hos AGF's direktør.
- Specielt vores samarbejdspartnere er glade for mandagskampe, da de er nemmere at have forretningsforbindelser med til som forlængelse af den normale arbejdsdag. Og ofte fylder de jo hele A-tribunen. Men også mange andre tilskuere påskønner at slippe for, at kampene forstyrrer deres weekend, siger Jan Christensen til spn.dk.