AGF fejrer med champagne
Midtbaneslideren Kasper Povlsen er tilbage
Onsdag klokken 10.30 lader Superligaklubben AGF champagnepropperne sprænge.
Det er ikke på grund af sejren over FC Midtjylland mandag aften, men fordi at midtbanespilleren Kasper Povlsen er tilbage efter en lang skadespause.
Tre måneders pause er slut
Kasper Povlsen blev inden sæsonstart dikteret en lang og ufrivillig pause fra fodbolden, da han fik konstateret en rift på et blodkar i halsen.
Siden da er der gået tre måneder, og en scanning viser nu, at skaden er helet.
Det betyder nu, at den 23-årige midtbaneslider kan vende tilbage til grønsværen og genoptage træningen på fuldt blus.
- Det er fedt. Det er det, jeg har ventet på i lang tid. Det er en stor lettelse, at jeg kan træne igen uden begrænsninger. Jeg glæder mig som et lille barn, siger Kasper Povlsen til agf.dk