AGF-fans smadrede sæder
Fodboldfans kastede ting på banen og ødelagde sæder
Mellem 1.000 og 1.500 medrejsende aarhusianske fodboldfans sørgede lørdag eftermiddag for en festlig kulisse, da AGF mødte Viborg på udebane.
Flere af tilskuerne gik dog temmelig vidt i deres måde at støtte Aarhus-klubben.
Ifølge Jyllands-Posten blev flere af de grønne sæder på Viborg Stadion ødelagt under opgøret.
Mod slutningen af kampen regnede ølbægrene ned over Viborgs målmand, og både flere af AGF's spillere og stadionspeakeren forsøgte at dæmpe tilskuerne.
- Det sker en gang i mellem, at der bliver kastet ting på banen, og det er jo ikke kun vores tilhængere, der gør det. Men det er selvfølgelig ikke i orden, at det sker, sagde Søren Berg efter kampen til avisen.
I alt fire personer blev ifølge politiet anholdt i forbindelse med fodboldkampen - den ene for at kaste et kanonslag.