AGF-fans angreb stadion
AGF-fans på vej hjem fra Herning forsøgte at komme ind på Silkeborg Stadion, da Silkeborg og Randers FC tørnede sammen.
Onsdag tabte AGF 0-1 til FC Midtjylland i Herning. Og noget tyder på, at frustrationen over nederlaget fik temperamentet til at koge over og fornuften til at forsvinde hos en gruppe AGF-fans.
Ifølge P4 Østjylland holdt en bus med hvisklædte tilhængere ind ved Silkeborg Stadion, hvor Silkeborg IF og Randers FC tørnede sammen i den sene Superligakamp.
AGF-tilhængerne forsøgte derefter at kravle over hegnet ind til de medrejsende Randers FC-fans. Det lykkedes dog politiet og kontrollørerne at forpurre de planer.
- De blev bortvist og eskorteret hjem, fordi vi ville være sikre på, at de ikke bare kørte om på den anden side af stadion for at forsøge at kravle over hegnet der, fortæller vagthavende ved Midt & Vestjyllands Politi til P4 Østjylland.