AGF-fan ville drikke FCN-spillere fulde

Vin, slik og chokolade lød bestillingen fra en AGF-fan til FC Nordsjællands spillere forud for de to klubbers opgør.

En AGF-fan udgav sig forud for klubbens kamp mod FC Nordsjælland for at være en FCN-leder. Under dette dække kontaktede han det hotel, som FC Nordsjællands spillere boede på frem mod søndagens kamp mod AGF.

Den overivrige fan bad om at få leveret en flaske vin, tre poser slik, en æske chokolade og lidt frisk frugt til alle FCN-spillernes værelser.

- Vi forsøgte at lokke dem i fordærv, men det blev desværre stoppet i sidste øjeblik, siger AGF-tilhængeren til Ekstra Bladet.

FCN's sportschef Jan Laursen tager episoden med sindsro og kalder det for en "uskyldig gimmick".

Tiltaget virkede da heller ikke efter hensigten. AGF tabte opgøret med hele 0-3.