AGF færdig i Europa
Taber 1-3 på udebane til georgiske FC Dila Gori
Superligaklubben AGF kan notere en klar fiasko i klubbens første deltagelse i europæisk fodbold i 15 år.
Torsdag tabte aarhusianerne nemlig også returkampen mod det upåagtede georgiske hold FC Dila Gori med 1-3. Efter 1-2 på NRGi Park i Aarhus en uge tidligere er AGF med samlet 2-5 ude af kvalifikationen til Europa League allerede i anden runde.
I den georgiske hovedstad gik danskerne ellers til pause med en føring på 1-0 på et mål, som islandske Aron Johannsson og georgiernes målmand kan deles om æren for.
Den kroatiske målmand Marin Skender rodede nemlig et ellers ufarligt skud fra Adam Eckersley ind mod sit eget mål, hvor Johansson fik skovlet bolden ind i nettet. Scoringen blev dog noteret som et selvmål.
Dermed manglede AGF blot et enkelt mål for at sikre sig den adgang til tredje runde, som de fleste inden den første kamp havde vurderet som en formsag.
Men de teknisk dygtige og letbenede georgiske offensivspillere viste sig som en for stor udfordring for AGF'erne.
I Aarhus fangede de hjemmeholdet med dødbringende kontrastød, og samme recept sørgede for at sætte tingene på plads efter pausen i returkampen.
Her gik AGF nemlig fuldstændig ned, og et mere og mere desperat satsende dansk hold blev straffet i flere situationer, hvor forsvaret kom til at stå alene og ubeskyttet mod de kvikke kaukasere.
Mate Vatsadze, der har optrådt flere gange på det georgiske landshold, sørgede for to af scoringerne, mens en anden landsholdsspiller, rutinerede Giorgi Shashiasvili, der har erfaring fra flere europæiske klubber, sørgede for den midterste træffer.
Dermed blev AGF's længe ventede comeback til den europæiske scene af kort varighed og en lidet opmuntrende oplevelse.
I stedet må træner Peter Sørensen og hans mandskab forsøge at rejse sig i den hjemlige Superliga, hvor holdet med to uafgjorte hjemmekampe også er kommet langsomt fra start. Søndag gælder det lokalopgøret i Randers.