AGF dropper Johannessen
Unge Nicolai Johannessen har fået ophævet sin kontrakt med AGF
Svingdøren i AGF er for alvor i gang, og det kan jo som bekendt ikke kun blive til tilføjelser.
Nogle må også forlade truppen, og nu er det blevet den 21-årige Nicolai Johannessen.
Egentlig havde han for et år siden fået forlænget sin kontrakt, så den varede til udgangen af 2015, men nu er parterne altså blevet enige om at afslutte samarbejdet et halvt år før tid, oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
- Jeg vil gerne takke Nicolai for den indsats, han har leveret i vores oprykningssæson. Han fik spilletid i flere kampe sidste efterår og gjorde en god figur. I foråret blev det til gengæld ikke til så mange minutter på banen, og vi er derfor i fællesskab blevet enige om at ophæve aftalen, så Nicolai kan finde en klub, hvor udsigten til spilletid er kortere. På AGF's vegne vil jeg ønske ham held og lykke med den videre karriere, siger cheftræner Morten Wieghorst til AGF's hjemmeside.
Nicolai Johannessen spillede ti kampe for AGF's førstehold.