AGF-direktør: Kom på stadion

Der er stadig billetter til søndagens kamp

01:57

1 af 2

AGF kunne torsdag aften melde alt udsolgt på mobiltribunerne til søndagens kamp mellem AGF-Lyngby. En kamp, som også bliver Martin Jørgensens sidste hjemmekamp, før han indstiller sin professionelle karriere.

Fansene har taget godt imod initiativet med de mobiltribuner, og det glæder AGF-direktør Jacob Nielsen.

- Vi kunne jo i aftes melde de 1.200 pladser på mobiltribunerne udsolgt. Så det er rigtig, rigtig godt, og jeg forventer en rigtig god stemning, som spillerne forhåbentlig også kan være med til at løfte, siger Jacob Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

SE: Helmig hylder Jørgensen

Efter kampen vil professionelle fodboldspillere og Thomas Helmig hylde Martin Jørgensen til en After Match Bar. Interessen for afskedskampen har været så stor, at festen er flyttet fra Hal 2 til NRGi Arena.

AGF-direktøren forventer dog ikke et fyldt stadion.

- Vi kan kun takke os selv, hvis der ikke kommer 20.000 tilskuere. Havde vi levet op til det, som folk forventer af os - nemlig at ligge i toppen - og med det program vi har på søndag, ikke mindst vores hyldest til Martin Jørgensen - så burde det være et fyldt stadion på søndag. Men jeg kender godt kendsgerningerne, siger Jacob Nielsen.

- Jeg kan kun appellere til, at folk kommer op af sofaen og herud på stadion. Ikke mindst for Martin - det har han virkelig fortjent.

Det er stadig muligt at købe billet til kampen, som spilles kl. 15.30.

Se hele interviewet med AGF-direktøren øverst. Her kan du blandt andet høre om mobiltribunerne har en fremtid i klubben.