AGF-direktør: Det er fantastisk
Jacob Nielsen er glad for sejren over Randers FC
AGF vandt søndag eftermiddag med 3-2 over Randers FC i et dramatisk østjysk lokalopgør, som blev spillet på Ceres Park i Aarhus.
AGF var bagud med 2-0 ved pausen, men aarhusianerne fik vendt kampen i anden halvleg.
Sejren glæder naturligvis AGF-direktør Jacob Nielsen, der skiftede til AGF sidste sommer efter en årrække som direktør i netop Randers FC.
- Det er selvfølgelig fantastisk at stå med de tre point nu, siger Jacob Nielsen.
Han mener, at AGF ikke skal kigge længere frem end på fredag, hvor holdet skal til Odense og møde OB.
Se: AGF vinder dramatisk lokalopgør
- På fredag møder vi OB, og der er et godt, men meget slidt, ordsprog, der siger, at man tager én kamp ad gangen, og det er det, som Morten Wieghorst (AGFs træner, red.) lige har fortalt spillerne. Det er det, der skal være fokus lige nu, så fremtiden er på fredag i Odense og ikke andet, siger AGF-direktøren.
Han glæder sig over, at AGF formåede at komme tilbage i kampen efter at have været nede med to mål.
- Jeg synes, at den moral og fighterånd, som holdet viste, er høj klasse, så det er jeg meget, meget glad for, for det så absolut ikke ud til, at vi skulle have point med herfra i dag, siger Jacob Nielsen.
Viktor Lundberg og Jonas Borring bragte Randers FC i front i første halvleg, mens AGFs Kim Aabech med to scoringer fik udlignet, inden Stephan Petersen i det 85. minut på et hovedstød sikrede aarhusianerne sejren og de tre point.
Både Mustafa Amini og Kasper Fisker fra Randers FC blev udvist.
AGF har nu syv point efter tre kampe i Superligaen, mens Randers FC har tre efter to kampe.
Du kan se interviewet med Jacob Nielsen i videoen øverst på siden.