AGF-direktør: Vi har et af de dårligste stadioner i Europa

I dag tager Aarhus Byråd stilling til forslag, der kan bane vejen for nyt stadion. AGF-direktør advarer om konsekvenserne, hvis politikerne siger nej

01:25

Skal Aarhus have et nyt stadion eller ej?

Onsdag tager politikerne i Aarhus stilling til, om byrådet vil sætte gang i en proces, der kan munde ud i et nyt fodboldstadion.

 Stadion er simpelthen lavet forkert. 

Jacob Nielsenm AGF-direktør

AGF, der har Ceres Park som hjemmebane, ønsker et nyt stadion uden den omstridte løbebane, der omkranser grønsværen.

- Vi er de eneste i den bedste række i Skandinavien, hvor man har et atletikstadion i stedet for fodboldstadion. Det er bare en modbydelig kold omgang, siger Jacob Nielsen til TV 2 I ØSTJYLLAND om oplevelsen at sidde på tribunen i vinterhalvåret.  

- Stadion er simpelthen lavet forkert. Man kan sige, at man vil gerne bryste sig af at være europæisk kulturhovedstad, men vi har et af de dårligste stadioner i Europa. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, siger AGF-direktøren.

Læs også Nyt stadion i Aarhus: Tilskuerne vil tættere på banen

Det er Venstre og De Radikale, der har sat gang i debatten om et nyt stadion med det forslag, som byrådet skal diskutere onsdag.

Partierne mener, at byrådet i forbindelse med budgettet for 2018 skal afsætte den "nødvendige økonomi" til de eksterne analyser, som der er brug for i forbindelse med stadion-processen.

- Hvis vi gerne vil bevare Aarhus’ status som et af Vestdanmarks vækstcentre, er det rigtig vigtigt, at vi bygger de faciliteter, der svarer til en stor by som Aarhus, siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R).

Ceres Park:

Kapacitet:
Tribune A: 2326 pladser
Tribune B: 4610 pladser
Tribune C: 7873 pladser
Tribune D: 4624 pladser
Total kapacitet: 19.433

Kilde: AGF

Hvor Socialdemokratiet, byrådets største parti, står inden onsdagens debat er uklart.  

- Det vil være dumt at lave så stor en investering uden at undersøge det grundigt. Der er økonomi, andre udøvere og placering i forhold til resten af byen at tage hensyn til. Det skal undersøges ordentligt, siger Steen B. Andersen, der er formand for kulturudvalget. 

Ceres Park set fra oven. Foto: AGF

Ender byrådet med at skrinlægge planerne om et nyt fodboldstadion, vil det ifølge Jacob Nielsen få store konsekvenser for AGF.

- Det er bare sådan, at de 20 år, der nu er gået, hvor alle andre provinsbyer i landet har overhalet os på stadionfronten – uanset om det er Hobro, Haderslev eller byer, der bare minder en lille smule om Aarhus – så er vi så håbløst bagefter. Det er vi simpelthen nødt til at gøre anderledes, hvis vi vil være med i en nationalsport som fodbold, siger Jacob Nielsen.

TV 2 I ØSTJYLLAND holder øje med onsdagens stadion-debat i Aarhus Byråd. Du kan derfor læse mere her på siden senere på dagen.      

I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med AGF-direktør Jacob Nielsen.