AGF-defensiven glæder sig over clean sheet
AGF holdt nullet mod AaB søndag aften, og det glæder de defensive kræfter hos aarhusianerne.
Før kampen mod AaB søndag aften havde AGF kun haft et enkelt clean sheet, og aarhusianerne havde næsten lukket to mål ind i gennemsnit pr. kamp. Mod AaB lykkedes det dog at holde nullet, og det bringer glæde i AGF-defensiven.
Især forsvarskrumtappen, Anders Kure, var efter nulløsningen mod AaB en tilfreds mand. Han er sikker på, at AaB-kampen var et vendepunkt for AGF-defensiven.
- Vi trængte virkelig til at holde nullet, og vi forsvarede os rigtigt godt og holdt nullet. Vi har tidligere lukket for mange mål ind, så det kan vi helt sikkert godt bruge til noget fremadrettet.
- Specielt som forsvarsspiller, synes jeg, det var rigtigt dejligt, at vi kunne holde nullet. Det har naget mig lidt, at vi har lukket for mange mål ind. Det er vigtigt, at når det offensive ikke lige kører, så skal vi kunne køre en 0-0'er hjem, siger Anders Kure.
Der har været stor udskiftning i AGF's midterforsvar i denne sæson. I søndagens jyske klassiker var det Anders Kure og unge Jens Jønsson, der med succes udgjorde midterforsvaret for 'De hvide'.
Kure uddelte efterfølgende stor ros til Jønsson. Alligevel har han kun én præference i forhold til, hvem der udgør AGF's stærkeste midterforsvar:
- Det er i hvert fald mig på den ene af pladserne, siger Anders Kure med et smil på læben.
Også anføreren for den store klub fra Aarhus, Steffen Rasmussen, var efter nullerten mod AaB meget tilfreds med AGF-defensiven.
- Det var vigtigt, at vi fandt et clean sheet frem igen. Det kan vi klart bruge til noget. En af forudsætningerne for at få point er jo, at man kan holde modstanderen fra at score, siger Steffen Rasmussen.
AGF skal i næste runde forsøge at holde nullet endnu engang, når Randers FC venter på udebane.