AGF-debutant: En fantastisk indsats
Martin Spelmann var ovenud lykkelig ovenpå debutsejren mod Sønderjyske
AGF spillede første kamp i Superligaen i denne sæson, da Sønderjyske blev slået 2-1 på udebane. Det gav samtidig debut til Martin Spelmann i den hvide trøje, og den var han yderst godt tilfreds med.
- Det var fedt. Jeg har ikke spillet fodbold i et halvt år og ikke vundet i otte-ni måneder, så det var ekstra, ekstra stort for mig. Det var fedt at komme i gang, og jeg synes, det var en fantastisk indsats. I perioder i første halvleg spiller vi rigtig flot fodbold, og de har vel kun en enkelt chance, siger Martin Spelmann til TV 2 | ØSTJYLLAND.
SE OGSÅ: Debutant stjal showet da AGF fik premiere-sejr
Han mener, at holdet mentalt også sagtens havde kunnet håndtere et nederlag, men at en sejr naturligvis giver lidt ekstra energi.
- Vi møder en god modstander på deres hjemmebane, og vi gør mange ting rigtigt. Det giver endnu mere glæde og lyst i den kommende uge, siger Martin Spelmann.
SE OGSÅ: Riddersholm om debutanter: Er faldet fantastisk ind
AGF’s Stephan Petersen åbnede scoringen i første halvleg. Han mente, at Sønderjyskes Europa League-kamp mod Strømgodset for nylig måske sad lidt i benene.
- Jeg synes, at vi står rigtig stærkt. Man kunne se på Sønderjyske-spillerne, at de lige havde spillet. De virkede måske lidt trætte, men vi var glade for at få tre point, siger Stephan Petersen.
Hør mere i videoen øverst i artiklen.