AGF-cheftræner: Duncan er en ambassadør for vores klub
Glen Riddersholm roser AGF-anfører efter to vigtige scoringer mod FC Nordsjælland
Det er tilsyneladende en god idé at byde tilskuerne på kvajebajere, efter at man på eget græs er blevet rundbarberet af sine modstandere.
I hvert fald lykkedes det mandag aften for AGF at rejse sig oven på 0-7-nederlaget til Brøndby for tre uger siden. Aarhusianerne vandt på hjemmebane 3-1 over FC Nordsjælland i en kamp, hvor tilskuerne på Ceres Park leverede vokal opbakning til AGF igennem det meste af opgøret.
Ifølge cheftræner Glen Riddersholm var støtten fra tribunerne uvurderlig for AGF-spillerne, der i løbet af 2. halvleg vendte et truende nederlag til en fortjent sejr på 3-1.
Læs også
- Fansene måtte lide og stå model til blamagen, sidst vi spillede hjemme. De var bag os i Aalborg (den seneste udekamp, red.), og igen i dag var det dem, der driver os frem. Spillerne får respekt, når de giver alt til fansene, og så får de noget tilbage. I fællesskab fik vi sejren hevet i land. Det var en vigtig sejr, siger Glen Riddersholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
AGF-angriberen Morten Duncan Rasmussen stjal med to scoringer scenen i 2. halvleg. Glen Riddersholm var da også efter opgøret klar til at uddele roser til den store forward.
Læs også
- Han er en vigtig spiller. Han er en angriber, der er på vej til sin bedste form efter et langt skadesforløb. Han er ikke 100 pct. endnu, men han viser mig anførerbindet på sin arm, og at han er klar til at gøre alt for sit hold. Det viser han i dag på flotteste vis, og det er dejligt at have sådan en ambassadør for de værdier og den klub, vi er en del af.
Se interviewet med Glen Riddersholm i videoen øverst i artiklen.