AGF-chef: Graulund bliver her
AGF's sportschef afviser rygter om, at angriberen Peter Graulund er på vej væk fra klubben.
Peter Graulund er iklædt den hvide AGF-trøje, når SAS Liga-sæsonen går i gang senere i denne måned.
Det fastslår klubbens sportschef, Brian Steen Nielsen, ifølge Århus Stiftstidende.
Efter anførerskiftet i AGF forleden har der floreret en del rygter om, at Peter Graulund skulle været interesseret i at forlade klubben, men det afviser Brian Steen Nielsen altså.
- Peter Graulund er ikke på vej væk fra AGF. Han har kontrakt til 30. juni 2009, men jeg så meget gerne, at han blev meget længere i klubben, siger Brian Steen Nielsen til avisen.
I sommerpausen er angriberen Nando blevet hentet til AGF, og dermed var Peter Graulund ikke længere sikker på en plads i startopstillingen. Derfor så træner Ove Pedersen sig nødsaget til at fratage topscoreren anførerbindet, der i stedet gik til målmand Steffen Rasmussen.