AGF beder igen om penge: Laver anden aktieemission på en uge

Lars Fournais er formand for Aarhus Elite, der driver fodboldklubben AGF. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

AGF skal bruge penge til at udbygge træningsanlægget på Fredensvang og laver aktieemission. I sidste uge lavede selskabet en tilsvarende operation

Bestyrelsen i Aarhus Elite A/S, der blandt andet står bag fodboldklubben AGF, har besluttet at forhøje selskabets aktiekapital med 6,5 millioner kroner.

Det skriver AGF på sin hjemmeside.

Det er anden gang på mindre end en uge, at selskabet forhøjer aktiekapitalen.

Læs også AGF sætter 20 millioner aktier til salg til 25 øre stykket

Aarhus Elite hentede fredag 7. juli et lignende beløb ved en aktieemission.

De nye penge skal gå til at udbygge faciliteter på klubbens træningsanlæg i Fredensvang.

I alt udsteder Aarhus Elite 26 millioner nye B-aktier. Det svarer til ni procent af selskabets aktiekapital.

Provenu på 6,36 millioner

Aarhus Elite forventer at hente et provenu på 6,36 millioner kroner hjem efter omkostninger på forventeligt 180.000 kroner, skriver Århus Stiftstidende

Aarhus Elites bestyrelsesformand, Lars Fournais, siger til Århus Stiftstidende, at der er en naturlig årsag til, at man laver den anden aktieemission på under en uge.

- Reglerne siger, at vi kun må gøre det med 10 procent af gangen. Og derfor har vi delt den i to. Vi kunne se på den interesse, der var for den første, at der var plads til én til. Men det kunne vi ikke vide, inden vi gik i gang, selv om vi selvfølgelig havde håbet det, siger Lars Fournais til avisen. 

Aarhus Elite skruede forleden ned for forventningen til det regnskabsår, der sluttede ved udgangen af juni.  

Aarhus Elite forventer et underskud på cirka ni millioner kroner. 

Det er en klar nedjustering i forhold til den melding, man kom med i februar. Her ventede man et resultat på mellem tre millioner kroner i overskud og tre millioner kroner i underskud.

AGF åbner sæsonen i Alka Superligaen på hjemmebane mod Horsens fredag.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig