AGF-back efter debut: Det var fantastisk
Jesper Juelsgård fik en sejr i sin debut. Alligevel er han ikke helt tilfreds
AGF-backen Jesper Juelsgård var på én gang både glad og skuffet efter mandagens 3-1-sejr hjemme over FC Nordsjælland.
Den 27-årige debutant formåede at score i sin debut for aarhusianerne og kunne samtidig glæde sig over, at både han personligt og resten af holdet fik massiv støtte fra de syngende fans på tribunerne.
Lidt malurt var der dog i bægeret. Jesper Juelsgård mener selv, at han var delvist skyld i FC Nordsjællands føringsmål i slutningen af 1. halvleg.
Læs også
- Der bliver sendt en dybdebold, hvor jeg ikke når at komme nok ind under. Jeg må tage den på min kappe og se den på video i morgen - og så har jeg lært af den. Vi havde snakket om det, og jeg fulgte ikke gameplanen på det område. Men der sker fejl i fodbold, og så må jeg lære af det, siger han i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND.
Foruden FC Nordsjællands enlige scoring var der et par andre situationer, hvor Jesper Juelsgård ikke var tilfreds med sin egen indsats.
Læs også
Fejlene kunne dog ikke fjerne glæden over, at AGF fik en sejr og at han selv kom på scoringstavlen. Samtidig glæder han sig over opbakningen fra de aarhusianske fans.
- Det var fantastisk. Der var sindssygt god stemning blandt fansene. De var med os, selv om vi var bagud 0-1, og vi kunne høre dem. Det var fantastisk.
Se hele interviewet med Jesper Juelsgård i videoen øverst i artiklen.