AGF-angriber til Italien
Det 21-årige AGF-talent Mike Tullberg forlader Århus til fordel for den italienske Serie A-klub Reggina.
Få dage før transfervinduet lukker, har AGF solgt Mike Tullberg til den italienske klub Reggina Calcio.
Den 21-årige angriber, der kom til AGF for halvandet år siden fra Grenaa IF, har underskrevet en fireårig kontrakt med Serie A-klubben.
Forhandlingerne har stået på i nogle dage, og tirsdag faldt de sidste detaljer på plads. Parterne er enige om ikke at offentliggøre transfersummen.
Det er med blandede følelser, at sportschef Brian Steen Nielsen må sige farvel til Tullberg.
- Når vi får sådan et tilbud, vejer vi naturligvis plusser og minusser op mod hinanden. Her og nu mister vi en god angriber. Modsat kom italienerne med et så godt bud på Mike, at vi i sidste ende valgte at slå til, siger Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.
En milepæl for AGF
Salget af Tullberg er ifølge Brian Steen Nielsen lidt af en milepæl i AGF.
- Vi er enormt stolte over denne handel, og jeg ser det som endnu en blåstempling af det arbejde, vi har gang i. Det er på alle måder et vigtigt signal, at vi er i stand til at sælge spillere til udlandet.
Brian Steen Nielsen forsikrer, at en del af transferindtægten skal bruges til at finde en erstatning for Tullberg.