AGF-angriber om for få mål: På et tidspunkt vender det

03:42

Kasper Junker har kun scoret to mål i denne sæson. Hans makker, Morten 'Duncan' Rasmussen har scoret tre

AGF's angribere har kun leveret fem mål i denne sæson. Årsagen er svær at forklare, men Kasper Junker er sikker på, at det snart vender

- Der er ikke én spiller fra de fire østjyske klubber, som har scoret mere end fire mål i denne sæson. Det synes jeg, er et rødt kort værd.

Sådan lød den kontante dom fra Jyllands-Postens sportsredaktør, Troels Henriksen, i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup.

I AGF har truppens to førsteangbribere, Morten 'Duncan' Rasmussen og Kasper Junker, kun nettet fem gange i alt. Til sammenligning står Superligaens topscorer, Pål Alexander Kirkevold fra Hobro, noteret for 12 scoringer.

- Som angriber vil du altid gerne score en masse mål, og det er også det, jeg går på banen for at gøre, lyder det fra Kasper Junker, da han bliver forholdt de manglende kasser.

Topscorer i de østjyske klubber:

4 mål:
Kjartan Finnbogason (AC Horsens)
Bubacarr Sanneh (AC Horsens)

3 mål:
Morten 'Duncan' Rasmussen (AGF)
Martin Spelmann (AGF)
Jens Martin Gammelby (Silkeborg IF)
Robert Skov (Silkeborg IF)

2 mål:
Tobias Arndal (AC Horsens)
Ayo Okosun (AC Horsens)
Jonas Thorsen (AC Horsens)
Kasper Junker (AGF)
Jakob Ankersen (AGF)
Erik Marxen (Randers FC)
Nikola Djurdjic (Randers FC)
Davit Skhirtladze (Silkeborg IF)
Mate Vatsadze (Silkeborg IF)
Gustaf Nilsson (Silkeborg IF)

Skarphed og timing

Kasper Junker har kun scoret to mål i sine ni optrædender, og de faldt begge i 5-1-sejren over Helsingør. Den 23-årige angriber har svært ved at forklare, hvad de manglende mål skyldes.

- Mod Lyngby får jeg nok at arbejde med, der skal jeg bare være lidt skarpere. Det er lidt forskellige kampe, og det er svært at sige den præcise grund. Nogen gange er det skarpheden, andre gange er det lige den sidste timing, der mangler. Men det er ikke noget, jeg er urolig for.

- Jeg skal jo bare fortsætte med at øve mine afslutninger til træning og fokusere på det. Og så ser jeg måske nogle klip igennem med mine afslutninger, og så lærer man forhåbentlig af det. 

- Men det er ikke det store, man skal gøre. På et tidspunkt vender det, og det er bare vigtigt, at man har det i tankerne.

Savner ikke en angrebstræner

Tidligere har AGF haft en decideret angrebstræner i Flemming Povlsen, som stoppede i sommeren 2015. Kasper Junker savner dog ikke en angrebstræner.

- Der kan jeg kun snakke for mig selv, og det gør jeg ikke. Der er det sgu meget det samme, og det bliver ved med at være de små detaljer og vinkler. Så det føler jeg ikke, man gør.

- Det ved jeg ikke. Nu har vi fået David, som er tidligere angriber, så det kan man så bruge, som man vil. Jeg vælger at høre meget efter, når han taler til mig omkring afslutninger og sådan noget. Så det er ikke sådan, at jeg går og savner det i hverdagen overhovedet.

Har haft succes mod Nordsjælland

Fredag aften skal FC Nordsjælland forsøge at rette op på deres 0-4-nederlag i Hobro, når Farum-holdet besøger AGF. Og Kasper Junker har gode minder med fredagens modstandere.

- Sidst 'Duncan' og jeg spillede sammen mod Nordsjælland, der scorede jeg også. Jeg synes, de står fint til mig, lige som mange af de andre hold gør, fortæller angriberen, der vægter resultater højere end de manglende mål.

- Jeg ved sgu ikke, om det går mig særlig meget på. Jeg er mest fokuseret på, at vi bare vinder. og så forhåbentlig kan jeg hjælpe med det, men den vigtigste prioritet er, at vi får tre point, siger Kasper Junker.

Opgøret mellem AGF og FC Nordsjælland spilles på Ceres Park fredag aften klokken 19:00.

David Nielsen var for første gang gæst i Fodbold med Horup i tirsdages. I panelet sad også Randers FC's anfører Mads Agesen, Århus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby samt Troels Henriksen, sportsredaktør på Jyllands-Posten. Se hele udsendelsen herunder.

01:09:20 Luk video

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig